Lotte Rosdahl Journalist, forfatter, udvikler af metoden Inkluderende journalistik
Som mig blev du måske journalist for at gøre en positiv forskel. Du kom med gejst, gå-på-mod og en glæde ved faget.
Hold fast i det.
Lotte Rosdahl
Som journalist har jeg arbejdet inden for det sociale felt. Jeg opdagede, at jeg med gængs journalistik kunne komme til at stigmatisere dem, jeg skrev om.
Jeg udviklede nye arbejdsrutiner for at sikre et loyalt og repræsentativt billede. Udfra mine erfaringer udviklede jeg metoden Inkluderende journalistik, der sikrer repræsentation i alle led i en journalistisk eller kommunikativ opgave.
Jeg har udgivet bogen “Inkluderende journalisik” med enkle redskaber til at sikre mangfoldighed og diversitet i medier. Jeg har holdt foredrag om emnet og efteruddannet journalister i repræsentation hos Mediernes Efteruddannelse.
Senest har jeg været med til at gennemføre repræsentationsprojektet Mangfoldighed I Medierne (MIM), hvor vi tog ud på gymnasier for inspirere unge med flerkulturelle kompetencer til at blive journalister.
Er du frisk på at vide mere om mig, begynder historien her.
Drengen i Ringe Statsfængsel
Det var en artikel om en to-årig dreng, der voksede op i Ringe Statsfængsel, der gjorde, at jeg blev journalist. Jeg læste historien i Jyllands Posten om børn op til tre år, der lovligt kunne bo i fængsel, mens jeg stod med min nyfødte datter på armen. Jeg kunne se på hende, hvor meget omgivelser, lyde, lugte, stemninger påvirker helt små børn og havde svært ved at være vidende om, at små børn boede i fængsel i Danmark, omend det var for, at de kunne være sammen med den mor eller far, der afsonede. Jeg skrev derfor til journalisten og sendte artiklen til de forskellige retsordførere. Men der kom ikke meget ud af det.
Det var der, jeg besluttede mig for selv at blive journalist. Jeg ville give stemme til dem, der ikke selv havde én, og som journalist havde jeg adgang til magthaverne og kunne afkræve dem et svar. Men først var der noget, som var meget vigtigere. Jeg ville passe mine børn selv, mens de var små. Mit livs bedste valg.
Drømmestudie med knaster
Jeg var derfor 38 år, da jeg første gang trådte ind i Bunkeren på Danmarks Journalisthøjskole som ny journaliststuderende. Jeg har siden tænkt på, om det var på grund af min alder og kom med noget livserfaring, at jeg på studiet flere gange undrede mig over, at der stort set ikke var fokus på etik eller var samtaler om, hvordan de til tider meget skarptvinklede historier kunne påvirke de mennesker, historierne handlede om. Jeg savnede en samtale om det ansvar, vi som journalister har over for de mennesker, vi fortæller om. Med vores store og slagkraftige stemme.
Ellers elskede jeg studiet og følte, at jeg var kommet hjem. Her var det naturligt at have nørdede samtaler om ord og tale samfund og politik. Vi legede med kameraer og lyd og blev ivrige, når vi forfulgte vigtige emner, der skulle se dagens lys. På det sidste forløb rejste jeg alene til Guatemala, hvor jeg boede 16 dage hos en familie i et af de fattigste bjergområder. Kvinden havde samme alder som mig, og vi var begge mødre. Sådan mødte vi og så hinanden, og vores forskelligheder var væk. En fuldstændig uforglemmelig og hjertevarm oplevelse.
Men med familie og med en praktik på DR i København og et fuldtidsstudie med stopprøver hver tredje måned, var jeg også godt træt, da jeg efter fire år endelig kunne tage imod mit bevis på, at jeg nu var journalist.
Unge møder Unge og ildsjælspris
Og så stod jeg der. Med alle mine kontakter på Sjælland og et liv i Jylland. En mandlig nyhedsredaktør havde sarkastisk sagt til mig, at jeg ikke var nogen nyhedshund. Det var jeg sådan set enig med ham i. Hvis han med det mente, at jeg ikke efterstræbte hård retorik og aggressive nyheder, hvilket det vist var. Jeg havde brug for at gøre noget, der gav mening, og det blev til brobyggerprojektet. Unge møder Unge.
Vi var i efterdønningerne af Muhammedkrisen, og på studiet havde jeg interviewet forskellige mennesker, der på hver deres måde havde været kede af det og næsten i chok over, hvor voldsomt det hele havde været. Medierne havde i den grad været med til at bygge fronterne op, og jeg ville gerne give unge mennesker muligheden for at mødes på tværs af baggrund og religion, så de kunne tale sammen to og to. Sammen med seks fantastiske frivillige unge lykkedes det at samle 350 unge, der på to dage blev kørt i busser fra skole og gymnasier i hver deres del af landet. Vollsmose mødte Tønder. Skjern mødte Gellerup. Vesterbro mødte Gentofte. Evalueringen viste, at de unge havde fået nedbrudt fordomme over for hinanden, og langt de fleste ville gerne mødes igen.
Flere medier bragte historien og for min indsats, blev jeg indstillet til Integrationsministeriets Ildsjælspris, hvilket jeg stadig er meget glad for.
Planlægning, organisering, rekruttering, fondsansøgninger havde taget et år. Og for mig havde rejsen endnu engang været for hård. 60 timer om ugen arbejdede jeg til sidst for at få alle ender til at gå op. Jeg var træt igen. Og denne gang ville jeg have et fast arbejde. Med pauser, fast løn, pension og tæt på min familie.
“Lotte har en sober tilgang til de kommunikative processer, og hun kan formidle svære budskaber på en ordentlig måde. Lotte har fungeret som rådgiver og hendes rådgivning har til enhver tid været anvendelig og relevant.”
Tove Nedergaard, tidligere områdechef for Region Midtjyllands Specialafdeling Børn og Unge
“Fællesskabsavisen giver et fantastisk billede af den mangfoldighed af aktive mennesker og netværk, som findes i enhver kommune. Fællesskabsavisen er virkelig vellykket, og jeg glæder mig til, at vi skal have en ny næste år!”
Lisbeth Binderup, tidligere kommunaldirektør i Skanderborg Kommune
Skanderborg Kommune og kommunikationspris
Jeg brød døren ind til Skanderborg Kommunes kommunikaitonsteam. Uopfordret fik jeg en stilling, og min første opgave blev at relancere personalebladet. I redaktionen sad lederne fra direktionsgangen på Rådhuset, og de fandt også vej til artiklerne i bladet. Det første jeg gjorde, var at indhente data på, hvem der arbejdede i kommunen. Det viste sig, at tre ud af fire var kvinder. De arbejdede i børnehaver, i plejesektoren og skolerne. Og altså ikke på direktionsgangen.
Vi lavede derfor en ny redaktion, hvor kvinderne sad med ved bordet, og hvor de forskellige faggrupper var repræsenteret. Kvinderne var derfor med fra start i idéudviklingen og kunne fortælle os, hvordan forskellige emner påvirkede dem der, hvor de arbejdede. Der blev skabt et nyt koncept, der både i indhold og visuelt havde fokus på kvinderne. På forsiden var der fra nu af altid en kvinde, så flertallet af medarbejdere kunne se sig selv repræsenteret i deres eget blad.
Det nye blad blev præmieret af Kommunernes Landsforening for at være et af Danmarks bedste personaleblade. Dengang kendte jeg ikke til begrebet repræsentation eller diversitet. Jeg arbejdede sådan, fordi det gav mening.
Fællesskabsavis
En idé fra kommunaldirektøren var at lave en husstandsomdelt avis i kommunen, der fortalte om de mennesker, der fandt nye måder at løse opgaver på eller hjælpe hinanden på. Jeg fik til opgave at skrive artiklerne og skabte konceptet for avisen, jeg gav navnet “Fællesskabsavisen”. Med avisen så jeg også en mulighed for at få et par historier om mennesker, der på den ene eller anden måde stod udenfor, ud til Hr og Fru Skanderborg. Det kunne være historien om ældre, der sad blandt os og var ensomme. En pilot der på grund af sygdom og en dårlig forsikring mistede alt og sad i sit parcelhus og nu skulle begynde forfra igen. Eller mennesker med psykisk sygdom der mødtes væk fra villavejen i et arbejdsfællesskab, hvor de følte sig mødt og kunne være sig selv også på dårlige dage.
Det var vigtigt for mig at fortælle loyalt om de forskellige mennesker og dermed uden sensation, men stadig så artiklerne blev læst, og så læseren kunne mærke dem, hvis historie jeg fortalte, og få en forståelse for dem og deres situation.
Endnu kendte jeg ikke begreberne mangfoldighed eller repræsentation. Jeg ønskede at repræsentere nogle af de grupper, der sjældent var i medierne, eller som kun var i medierne i de samme negative historier.
Børnene og de unge
Jeg begyndte som selvstændig i 2012. Blandt andet blev jeg rådgiver for Region Midtjyllands afdeling Børn og Unge, der arbejder med de børn og unge, der ikke kan bo hjemme eller gå i en almindelig skole. Jeg var meget bevidst om, hvordan jeg fremstillede dem i mit arbejde. Jeg tænkte over vinkel, foto, rubrikker og over hvilke ord, jeg brugte i rubrik, tekster og opslag på sociale medier.
For eksempel brugte jeg aldrig begrebet “anbragte børn”. For hvem vil være det anbragte barn? Alle børn vil være ligesom de andre. I stedet omskrev jeg sætningerne, så man forstod meningen, ligesom jeg aldrig skrev, at børnene var anbragt der og der, men i stedet at “børnene bor ”. Det er ikke altid let at finde de rigtige ord, og nogle gange må det blive de bedst mulige. Og så være klar over som journalist, at vi bliver klogere og udvikle os med tiden.
“Bogen man skulle have haft, da man blev journalist. Den traditionelle journalistik suppleres - og korrigeres - med indhold og redelige redskaber, så den viser et mere helt og troværdigt billede af mennesker og af virkeligheden.”
Svend Løbner, redaktør Sameksistens
“Sad med bogen i dag og nej hvor er den bare god og vigtig. Masser af konkrete værktøjer og relevante eksempler. Lige sådan en lærebog man burde læse som nyudklækket journalist!”
Souha Al-Mersal, journalist, forfatter og vært på Skamløs Podcast
Metoden Inkluderende journalistik
Jeg var med til at organisere og deltage som taler på den første session om konstruktiv journalistik i 2012 på den journalistiske Fagfestival. Året efter var jeg med til at organisere og deltage som taler på det første seminar i Danmark om konstruktiv journalistik. Begge gange talte jeg om, hvordan vi som journalister nemt kommer til at reproducere stereotyper. Om vores ansvar og hvorfor, vi var nødt til i stedet at skabe et langt mere nuanceret og mangfoldigt billede af forskellige grupper.
Med konstruktiv journalistik kom nye visioner om, at journalistik skal være med til at finde løsninger og i større grad inddrage befolkningen. Men jeg oplevede ikke, at man dengang var interesseret i at høre om problematikken med stereotypisering og manglende repræsentation.
Netop fordi jeg havde skrevet mange artikler om mennesker, der ofte er stereotypiserede, kendte jeg til alle overvejelserne om, hvordan jeg slår den journalistiske autopilot fra, som nemt kommer til at forstærke fordomme. Jeg kunne identificere de steder i den journalistiske proces, hvor det nemt kommer til at gå galt. Og ud fra mine egne journalistiske erfaringer skabte jeg derfor nye effektive redskaber, så vi sikrer en mere nuanceret og repræsentativ dækning. Jeg lavede nogle flotte illustrationer af redskaberne og samlede det hele i en metode, jeg kaldte Inkluderende journalistik.
Bogen Inkluderende journalistik
I 2021 udgav jeg fagbogen Inkluderende journalistik.
Bogen blev optaget på flere forlag. Men der var ikke penge til at lave det layout og den kvalitet, jeg ville have. Jeg ønskede en bog, der var så flot og inspirerende, at den ikke endte på hylden men blev læst og brugt i en travl hverdag med mange bolde i luften. Jeg valgte derfor at udgive selv.
Til det havde jeg dog brug for en dygtig redaktør, og jeg ringede til journalist og tidligere chef for det journalistiske forlag Ajour. Teddy Pedersen. Jeg er ham evig taknemmelig for, at han sagde ja. Han brugte måneder på at hjælpe mig og gjorde det uden løn. Uden ham ingen bog. At han sagde ja og holdt ved er en generøsitet, der er sjælden, og jeg var heldig. Så heldig. Bogen blev lige så inspirerende, som jeg drømte om. Lækkert layout, indbydende farver - også på siderne - og med et spændende indhold og en tekst, der var til at forstå.
Da bogen blev lanceret, blev jeg inviteret ind i et medieprogram og havde forinden en god snak med værten. Dog skulle jeg i debat med en morgenvært fra RadioSyv, der ikke afholdt sig fra at komme med en kras kritik, selvom jeg vidste, at han ikke havde læst bogen. Den slags konfrontatoriske debatter fraråder jeg i min bog, fordi de holder ikkemedieante folk fra at stille op. Jeg selv købte mig to timers medietræning, før jeg følte mig klar til at deltage i dette setup. Absurd, hvis medierne ønsker nye stemmer i debatten.
De reaktioner, jeg i øvrigt får på bogen, har gjort mig utrolig glad. Folk har tagget mig på opslag på instagram, hvor de har anbefalet bogen. Helt nyuddannede journalister har sagt, at bogen gav dem den viden, som de savnede og havde efterspurgt på journaliststudiet. På en konference blev jeg hevet til side af en kvinde, der havde købt bogen og ville præsentere mig for to andre journalister. To skoleelever fra Ry kom op til mig efter et foredrag for at købe bogen. De var glade for at se, at man også kunne arbejde med journalistik på denne måde, og at det var det, de ville.
Efteruddannelse til journalister i Inkluderende journalistik
Med en metode og en bog, begyndte jeg at tilbyde kurser til journalister gennem Mediernes Efteruddannelse. Som noget helt nyt, bestod kurset af et forløb, hvor kursisterne kom gennem alle trin i en journalistisk opgave. Valg af historie og vinkel. Valg af kilder. Valg af ord. Valg af billeder. Og redskaber til at mindske egne blinde vinkler. Det er nemlig vigtigt, at vi som journalister er bevidste om, hvordan mennesker fremstår både i billeder, ord, hvilke historier, de er med i og hvilket perspektiv, vi vinkler vores historier, indslag eller programmer ud fra. Så vi hele tiden sikrer, at det billede vi fremstiller af mennesker er troværdigt og repræsentativt.
En gammel studiekammerat fra journalistuddannelsen puffede til mig og sagde, at jeg skulle kontakte journalisthøjskolen og fortælle om bogen og tilbyde mig selv som underviser. Det gjorde jeg. Svaret blev nej tak.
“Lottes undervisning bør være fast bestanddel i den journalistiske uddannelse, og ledere i mediebranchen bør hyre Lotte til at undervise sine medarbejdere.”
Josephine Marcher, journalist Livslinjen og deltager på diplomkurset “Inkluderende journalistik”.
“Lotte tør bringe idealisme ind i den journalistiske praksis. Her er ingen løftede pegefingre men snarere argumentation for, hvordan den enkelte journalist, gennem små justeringer, kan skabe social forandring, der afstigmatiserer og fremmer forståelse og tillid”
Johanne Bratbo, tidligere projektleder for Landsindsatsen EN-AF-OS
En næsten lukket dør
Hvor jeg i mange år savnede en interesse i medieverdenen for repræsentation, var der nu begyndt at komme fokus på emnet i branchen. Interessen kom på grund af en stigende efterspørgsel i befolkningen for en mere mangfoldig og retvisende dækning. Med MeToo og Black Lives Matters som katalysatorer. Der kom undersøgelser og events for mediefolk med fokus på, hvordan vi får flere kvinder i medierne som ekspertkilder. Og efterhånden hvordan andre grupper er repræsenteret som mennesker med handicap og med en anden etnisk baggrund.
Igen og igen hørte jeg spørgsmålet fra branchen: Hvordan gør vi det bedre? Utallige gange har jeg efter et event fortalt, at jeg havde et kursus i repræsentation. Jeg har endog prikket en københavnsk redaktør på skulderen efter et event om diversitet og sendt en mail til en anden redaktør på et stort dagblad med sendt link til efteruddannelsen. Men jeg så aldrig nogle tilmeldinger derfra. Da min bog udkom inviterede jeg mig selv til kaffemøde i København med forpersonen for Dansk Journalistforbund i håbet om blive inviteret ind i varmen. Jeg rejste hjem med en besked om, at der snart kom arrangementer, hvor det ville være relevant at hyre mig. Jeg hørte aldrig mere.
I det hele taget har det været jævnt op ad bakke hele min karriere i forhold til at råbe den etablerede medieverden op. Jeg har måttet konstatere, at der er længere fra København til Jylland end den anden vej. Ligesom der er langt fra de bonede gulve i de store redaktioner og på journalistuddannelserne til mit havekontor i Skovby. Som selvstændig med nok så aktuel en viden, skal der stadig penge på bordet. Ellers går den ikke ret langt.
MIM - Mangfoldighed I Medierne
I mange år havde jeg et ønske om at lave en journalistuddannelse til studerende med flerkulturelle kompetencer. Når man kigger ud over redaktionerne er alle stort set ens. Samme billede ser man på journalistuddannelserne. Jeg har lavet projektbeskrivelser, sendt ansøgninger for at rejse penge og holdt møder med nogle medier. I 2024 lykkedes det i stedet at få tilstrækkelig penge til at lave repræsentationsprojektet MIM. Det gik ud på at tage ud på gymnasier sammen med journaliststuderende og fortælle om journalistuddannelsen og som noget helt nyt tilbyde et prøveforberedende kursus. Hvor man før har talt om disse unge, talte vi nu med dem. Og det viste sig, at de bestemt syntes journalistik var interessant, men de kendte ikke til faget, før de hørte om det.
Det har været utrolig spændende at tage dette nye skridt og tale med så mange skønne unge. Og jeg håber nu, at vores rapport og nye viden vil være med til at bane vejen for en langt mere repræsentativ medieverden. Det fortjener journalistikken, og det fortjener vi alle.
Der er kommet et langt støtte fokus på repræsentation i medierne. Fokus er især på fremstillingen af kvinder og minoriteter. Det er utrolig godt. For mig, handler repræsentation dog om mere end det. Det handler om, hvordan vi fremstiller alle grupper i medierne. Unge, ældre, vestjyder osv. Og ved at have det faglige fundament i orden med grundlæggende refleksioner og redskaber, kan vi skabe en nuanceret og repræsentativ dækning uanset gruppe.
Farvel og tusind, tusind tak
Gennem alle årene er jeg også blevet mødt af opbakning fra journalister her og der. Hovedsagelig kvinder og unge nyuddannede journalister. Og en masse uden for branchen. Når jeg underviste, holdt foredrag, deltog på konferencer, i min mailbox, på instagram. Jeg er jer så evig taknemmelig for alle jeres tilkendegivelser. Det betyder meget for mig, hvis jeg har kunnet været en inspiration.
Tak også til jer, der skriver bagom og spørger, hvordan jeg har det, når I synes, jeg har fået for hård en medfart i medierne. Og til alle jer, der tålmodigt har læst mine kronikker og debatindlæg igennem, inden jeg stadig nervøs trykkede send. Tusind, tusind tak for at ville. Som soleselvstændig har jeg ikke haft kolleger at vende en kronik med og ikke haft en kommunikationsafdeling til rådighed, når en journalist har forvrænget mine ord, og jeg har stået i en mindre shitstorm. Det kræver mod at gå ud i medierne, hvor man nemt kommer til at forsvare sig i stedet for at forklare sig. Især som kvinde og især i emner som mit. Det er dybt problematisk og afholder mennesker med noget på hjertet fra at stille op. Mig selv inklusiv.
Jeg har skrevet Retningslinjer til dækning af kønnet vold sammen med Everyday Sexism Project Danmark. Tak for at spørge og for godt samarbejde. Det er så vigtig en sag, at vi som medier laver en god dækning af vold mod kvinder. En stor tak også til evigt dygtige og ordentlige journalist Lene Rimestad, der havde fået til opgave af Dansk Journalistforbund at skrive Guide til bedre dækning af MeToo og spurgte, om jeg ville være medforfatter og generøst delte sin løn i to.
I 2020 kom jeg i kontakt med den finske professor i medier Laura Ahva og sammen med journalist Petter Beckmann fra Sverige og medieforsker Mikko Hautakangas fra Tampere Universitet besluttede vi at lave et gratis onlineforum for mediefolk i Norden. Nordic Forum for Social Responsibility in Journalism. Her har vi mødtes i vores faglige fællesskab og har altid grint og haft det godt med hinanden. Det har jeg virkelig sat pris på.
Tak også til Ansvarlig Presse for medlemskab og for at tage så godt imod mig. Det har været dejligt at møde så mange engagerede journalister og være en del af et fællesskab om så vigtig en sag.
Sidst vil jeg af hjertet sige tak til dig Abdel Aziz Mahmoud. Jeg fangede dig efter dit foredrag på en freelance festival for mange år siden og spurgte, om vi ikke skulle lave noget sammen. Uden tøven, sagde du ja med det samme der i døråbningen på vej ud i bilen. Du blev min wingman og satte dig selv i spil for at åbne de døre til medieverden, jeg selv havde haft svært ved at bryde igennem. Hele tiden har du bakket mig op, og jeg har kunnet ringe til dig når som helst. Det gør mig glad og rørt og bare tak for at stå ved min side.
Da jeg i sin tid besluttede mig for at blive journalist, sagde jeg det ikke til nogen. Dengang bestod kun én ud af syv optagelsesprøven, og jeg orkede ikke at høre folk fortælle mig hvor svært, det ville blive at komme ind på studiet. Dog fortalte jeg det til min mor, fordi hun var syg og ikke ville opleve det. Hendes svar vil jeg altid huske. Her var ingen bekymringer men ordene: ”Du bliver en god journalist”.
Journalist vil jeg altid være. Jeg elsker faget, og at være journalist er simpelthen en del af den, jeg er. Men jeg har valgt at stoppe mit arbejde som journalist nu og vil gerne sige tusind, tusind tak.
Jeg hepper på jer.
“Man snakker meget om mangfoldighed i medierne, men der er få, som faktisk gør noget ved det. Lotte er en af dem.”
Sofia Storhaug, journalist NRK og deltager på diplomkurset “Inkluderende journalistik”.
